| Forrige | |
![]() |
Opdagelsen
af lysets hastighed
Ole Rømer (1644-1710) kom i 1671 til Paris som assistent for den franske astronom Jean Picard (1620-1682). Her foretog Rømer observationer af Jupitermånernes omløbstider for at forbedre tabellerne over jupitersystemet. Under dette arbejde opdagede han, at den inderste jupitermåne, Io, "gik forkert". Når Jorden var på vej hen imod Jupiter gik Io for hurtigt, dvs. blev formørket med kortere intervaller end forventet. Når Jorden var på vej væk fra Jupiter gik Io for langsomt, dvs. blev formørket med længere intervaller end forventet. Dette fortolkede Rømer som en virkning af, at lyset "tøvede", udbredte sig med en endelig hastighed. Han beregnede, at lyset var ca. 22 minutter om at gennemløbe en jordbanediameter. Det svarer - med den nu kendte middelafstand til Solen (Rømer kendte den ikke) - til ca. 227.000 km/s, hvor den moderne værdi er ca 300.000 km/s. Ole Rømer offentliggjorde sin opdagelse den 21. november 1676 ved oplæsning af afhandlingen i det franske videnskabsakademi. Et referat blev trykt i Journal des Scavans den 7. december 1676, s. 233-236 og i tidskriftets Amsterdam-udgave s. 276-279. Artiklen vises her i Amsterdam-udgaven, som findes i Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek, samt i den engelske oversættelse i Philosophical Transactions, som udkom den 25. juni 1677. ------------- |